At implementere IT-systemer hos sin egen virksomhed og i sit eget team kan være en stor nok opgave, men decembers medlemsfokus, Peter Naumann, IT-chef hos Pharmakon, har gjort det til sit speciale at få apoteker over hele Danmark med på Microsoft 365 platformen og udnytte de mange fordele ved at bruge Teams, Sharepoint og de andre værktøjer til at sikre og effektivisere apotekernes daglige drift.
Hvem er Pharmakon?
Pharmakon er beliggende i Hillerød og er et internationalt anerkendt uddannelses- og udviklingscenter for farmaceutisk praksis. Virksomheden har 140 ansatte og leverer IT-ydelser – herunder videreuddannelse til liftscience industrien og den danske apotekssektor – i runde tal 200 apoteker og ca. 500 enheder. Herudover arbejder Pharmakon med forskning og udvikling, samt driver Farmakonomskolen med 850 farmakonomelever.
Med i Brugergruppen fra start
Peter Naumann har en karriere bag sig som kaptajn og IT-specialist i Forsvaret, samt en stilling som IT-chef på Hærens Officersskole. Men de sidste 25 år har Pharmakon været hans arbejdsplads – og i dag leder han IT-afdelingen med otte dedicerede IT-specialister. Han har været med i Brugergruppen fra netværkets start og i dag er yderligere to kolleger medlem af netværket. Vi prøver at deltage så meget vi kan og prioriterer at komme afsted, fortæller han. Jeg bruger netværket meget aktivt, når jeg er der, og når man har været med længe, har man en god fornemmelse af, hvem der har hvilken viden og specifikke kompetencer. Netværksgrupper er jo i høj grad vores ”trustpilot” i en branche, hvor udviklingen går enormt stærkt og der sker opdatereringer på daglig basis.
Apotekerne er i fuld gang med at adoptere M365 verdenen
Pharmakon driver bl.a. dele af apotekernes IT-systemer, f.eks. deres kvalitetssikringssystem, som ligger i Sharepoint. Det startede vi med allerede i 2000, da platformen hed Sharepoint Foundation. Der er sket meget siden og i dag er apotekerne i fuld gang med at adoptere hele M365 verdenen. Så i stedet for kun at bruge Sharepoint, kan de se fordelene i også at bruge andre værktøjer som MS Teams til møder eller Forms og Bookings. Og så naturligvis hele Officepakken, som de har brugt i mange år, fortæller Peter Naumann.
Uddannelse af apotekernes personale
Når vi fra starten uddanner personalet fra apotekerne, kommer de på fem moduler, som er en kombination af webinarer og uddannelse on-site, hvor vi bl.a. arbejder med opsætningen af deres intranet. Alle online kurser optages, så kursisterne efterfølgende kan tilgå dem. Til personalets forandringsparathed svarer Peter Naumann, at kursisterne generelt er positive overfor de nye muligheder med M365 platformen og desuden er det svært at klare sig i apoteksbranchen i dag, hvis ikke man går ind og bruger de produktivitetsforbedringer, som løbende bliver tilgængelige ikke kun her men i alle former.
Videreudvikling og erfaringsdeling
I softwareudvikling tales meget om friktion - dvs. den modstand i IT-systemer, der betyder, at søgning i eksempelvis en database eller videregivelse af information fra et system til et andet, tager kort eller lang tid. Vi arbejder med at nedsætte den friktion, der eksisterer når man f.eks. skal have meddelelser ud til alle. ”Rette tid, rette sted, rette mængde” – det er det vi sigter imod, forklarer han.
Den gode succesoplevelse kommer, når apotekerne selv tænker videreudvikling og ser områder, hvor 365 værktøjerne kan bruges på nye måder - f.eks. bruger nogle apoteker Forms og Bookings til at lette arbejdsprocesser ved mus-samtaler og andre skemalagte HR opgaver.
Netop produktivitet og videreudvikling og det at høre hvordan andre bruger 365 platformen er én af de største grunde til at jeg er aktiv i Brugergruppen. Jeg har også selv holdt oplæg flere gange og det er jo det et netværk kan – man giver noget videre og får noget tilbage, understreger Peter Naumann.
Fritiden nydes med familien i det Nordsjællandske og udover et tidligere stort engagement i politik, sætter IT-chefen bl.a. stor pris på klassisk musik og naturen – gerne fra vandsiden i familiens båd, som er ensbetydende med afslapning og de fineste naturoplevelser på vandet.
Læs mere om Pharmakon på www.pharmakon.dk