Jeg hørte første gang om Brugergruppen via Jørgen Rahbek i 2019 og sammen med min kollega Tina W. Nielsen blev jeg meldt ind. Vi skulle i gang med implementeringen af Microsoft 365 i virksomheden, hvilket var et godt udgangspunkt for at blive en del af et stærkt netværk.
Jeg har været ansat hos Focus Advokater i 31 år – heraf snart 25 år som IT-ansvarlig.
Prioriterer netværk og møder
Vi får meget udbytte af den erfaringsudveksling, der finder sted på Brugergruppens møder. Når man deltager aktivt, lærer man også efterhånden de øvrige medlemmer at kende og ved hvem man skal spørge, hvis man får brug for det.
Vi deltager både i de fysiske events og webinarer – det er ikke nødvendigvis hver gang vi kan få det til at gå op med kalenderen, men vi prioriterer det. Nogle gange deltager én af os i f.eks. et webinar og briefer den anden bagefter.
Derudover er det enormt positivt, at den lukkede LinkedIn gruppe er blevet oprettet, da Yammer ikke fungerede for os, grundet vores tenant.
Hvem er Focus Advokater?
Focus Advokater er Fyns største advokatkontor. Vi er specialiseret i erhvervsret og rådgiver såvel private som offentlige virksomheder. Udover den juridiske faglighed, har Focus Advokater som strategisk ambition at være med helt fremme når det gælder brug af digitale teknologier, såvel til gavn for os selv som vores kunder. Af samme årsag har vi siden 2020 haft et dedikeret TechTeam, som søger at opnå synergi mellem virksomhedens interne brug af teknologier og så den eksterne rådgivning om samme emner.
Vores IT-rejse og Microsoft 365 set-up
Vi har for et par år siden lagt en strategi om ren cloud! Og den er vi så ved at føre ud i verden – og forlader i den forbindelse Citrix. Vi har i nogle år anvendt Microsoft 365, herunder Teams med telefoni og Exchange Online.
Lige nu har vi gang i et kæmpestort ERP-projekt. Vi skifter fra Microsoft Dynamics NAV 2009R2 til Business Central i Microsoft cloud. Begge systemer har et dokumenthåndteringssystem for advokater som overbygning, hvor der er link til sagernes dokumenter, som ligger på Sharepoint. Finansdata migreres naturligvis til Business Central i Microsoft 365. Herudover er det så også samtlige organisationens sager og disses rigtig mange dokumenter, der migreres fra Sharepoint 2010 onpremise til Sharepoint Online.
Herudover har vi de senest 4-5 år haft nogle softwarerobotter, hvor vi har interne ressourcer, der koder scripts, der udfører diverse rutineopgaver. Alle scripts bliver i forbindelse med ERP-projektet flyttet til Power Automate med de samme interne ressourcer. Vi har i dag også vores intranet liggende på Sharepoint 2010 onpremise. Det vælger vi at flytte til Viva Connections/Sharepoint Online, så serveren med Sharepoint 2010 onpremise kan blive nedlagt helt.
Erfaringsudveksling med TV2
Vores fællesdrev skal samtidig flyttes til OneDrive, og det har vi ikke helt styr på endnu. På sidste brugergruppemøde på TV2 gav Martin Bo Hermansen, TV2, som også er medlem af gruppen udtryk for, at han gerne ville dele sine erfaringer med dette. Så det glæder vi os til. Og det er jo det, der er godt ved sådan et netværk.
Samtidig med at vi forlader Citrix nedlægges også vores system til digital diktering. I stedet skal vi have brugerne lært at bruge dikteringsfunktionen i Word og Outlook, således dokumenterne efterfølgende kun skal formateres. UniFLow – Canon – lægges også i skyen og det hele betyder så, at vores Citrix-servere, printservere, SQL-servere og Sharepoint-servere, som i dag er outsourcet til Atea nedlægges. I stedet hjælper de os så med Intune, licenser, div. konsulentarbejde m.v.
Projektet går i luften i starten af januar 2024
Både ERP-projektet og flytning af øvrige applikationer ud af Citrix, skulle gerne være klar 15. januar 2024. Så vi har en presset tidsplan og faktisk mere end almindeligt travlt her i efteråret. Vi har i oktober kørt funktionstest 1 med en udvalgt gruppe af brugere. Sidst i november kører vi funktionstest 2 og første uge i januar er der introkursus for alle medarbejdere.
Kreativ sjæl og naturmenneske
Privat bor jeg i Nyborg og arbejder i Odense. Jeg lader op med kreative sy-projekter og er heldig at bo tæt på vandet, hvor jeg nyder en gåtur på stranden i den smukke natur omkring Nyborg.